Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vedtægter

Vedtægt for den selvejende institution Spindegården
 
Institutionens navn og hjemsted
§ 1. Den selvejende institutions navn er Spindegården.
Institutionen har hjemsted i Københavns Kommune og er beliggende på Traps Alle 15, 2500 Valby.
 
§ 2 Formål, værdigrundlag og rammer
Institutionen drives i henhold til kapitel 1-5 i Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven).
 
Stk. 2 Institutionens formål er at virke som daginstitution for børn i alderen 0-6 år, i henhold til Dagtilbudsloven samt de af Københavns kommunes fastsatte kriterier for drift af selvejende institutioner.

Stk. 3 I alle aspekter af Spindegårdens hverdag, er der fokus på åbenhed, dialog og inklusion. I Spindegården er der plads til alle. Det enkelte barn skal udvikle sig individuelt og i fællesskabet. Barnet skal se sig som en del af en helhed - nemlig Spindegården. Barnet oplever, at vi arbejder sammen, og netop det barnet bidrager med har værdi for fællesskabet.

Vi arbejder ud fra følgende værdier:

- Vi har et fælles ansvar: Forældre/pædagog samarbejdet, åben dialog, tryghed, respekt for hinandens tid, ærlighed, inddragelse og tillid.
- Vi leger på tværs af køn og alder: forskelle og ligheder, mod, omsorg og social fleksibilitet.
- Den gode tone: mellem børn, forældre og personale. Ro i huset.
- Vi værner om måltidet: almen dannelse, selvbestemmelse og selvforvaltning, fællesskabet, selvværd, mod, lytte og hjælpsomhed.
- Udeliv: det alternative miljø, adspredelse, nærvær og samvær, skoven, selvhjulpenhed, bevægelse, miljøskifte, natur, kreativitet, voksenfokus, ansvar for hinanden, ”at give plads”, tid og lytte.
 
Stk. 4 Institutionens formue er henlagt til det i § 2 stk. 2 nævnte formål.
 
Stk. 5 Institutionen har tilsluttet til at være en del af et af de forpligtende netværk.
 
§ 3 Driftsoverenskomst
Bestyrelsen har tegnet driftsoverenskomst med Københavns Kommune. Som følge heraf er institutionen en del af den offentlige forvaltning i relation til Forvaltningsloven og Offentlighedsloven. Det betyder at de to loves regler om aktindsigt, notatpligt, tavshedspligt og partshøring finder anvendelse.
 
§ 4 Institutionens ledelse
Den selvejende institutions ledelse består af en bestyrelse, der varetager den overordnede ledelse og en leder, der under ansvar overfor bestyrelsen varetager den pædagogiske og daglige ledelse og drift af institutionen.
 
§5 Institutionens bestyrelse
Institutionens bestyrelse består af 5 medlemmer. Forældrerepræsentanterne vælges ved et forældremøde i perioden september-oktober. I lige år vælges 2 forældre og i ulige år 2 forældre for en (4-årig) periode, samt 2 suppleanter for en (2-årig) periode. Bestyrelsen har derudover ret til at udpege et selvsupplerende medlem. Hvis andet besluttes, kan den selvsupplerende medlemsplads sættes til valg på føromtalte forældremøde. Suppleanterne indtræder i bestyrelsen i den rækkefølge de er valgt, dvs. i forhold til antallet af stemmer. Forældrevalgte medlemmer udtræder af bestyrelsen den dag, hvor bestyrelsesmedlemmet ikke længere har barn i institutionen. Bestyrelsen konstituerer sig med en formand og en næstformand. Næstformandens opgave er at varetage formandens forpligtigelser i tilfælde af fravær.
 
Stk. 2. Institutionens leder og op til to blandt de ansatte valgte medarbejdere, deltager i bestyrelsesmøderne. Medarbejderrepræsentanterne har ikke stemmeret. Én medarbejderrepræsentant vælges af og blandt de fastansatte pædagoger, og én medarbejderrepræsentant vælges af og som udgangspunkt blandt de fastansatte pædagogmedhjælpere. En medarbejderrepræsentant kan ikke være medlem af ledelsen. Medarbejderrepræsentanterne vælges for 1 år ad gangen ved et personalemøde i september-oktober. Fratræder en medarbejderrepræsentant i løbet af perioden, vælger personalet straks en anden medarbejderrepræsentant for den resterende periode.

Medarbejderrepræsentanterne deltager ikke, når bestyrelsen behandler konkrete personalesager. 
 
§ 6 Bestyrelsens møder
Formanden indkalder til og leder møderne. Der indkaldes med 14 dages varsel med angivelse af dagsordenspunkter, med mindre der er enighed om andet i bestyrelsen. I tilfælde af at formanden eller næstformanden udtræder af bestyrelsen i valgperioden, vælges en stedfortræder for resten af perioden.
 
Stk. 2 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Bestyrelsens afgørelser træffes ved almindelig flertalsbeslutning med mindre andet er bestemt. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
 
Stk. 3 Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt. Formanden eller et flertal af medlemmerne kan dog indkalde bestyrelsen til møde så ofte, det findes fornødent.
 
Stk. 4 Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol, der underskrives af de i mødet deltagende bestyrelsesmedlemmer, medmindre der er enighed om andet i bestyrelsen. Referatet sendes til samtlige bestyrelsesmedlemmer senest 14 dage efter mødet. Referatet betragtes som godkendt såfremt der ingen indsigelser er fremkommet inden 7 dage efter udsendelsen. Bestyrelsen er forpligtet til at formidle relevant indhold af referatet af bestyrelsesmøderne til forældre og ansatte i institutionen.
 
§ 7 Bestyrelsens ansvar og kompetence
Bestyrelsen har det overordnede ansvar for dagtilbuddets administrative, driftsmæssige, økonomiske og udviklingsmæssige forhold. I den forbindelse påser bestyrelsen, at institutionens administrative og økonomiske anliggender varetages under hensyntagen til institutionens formål og de regler, der til enhver tid gælder for institutionens ledelse og drift.
 
Stk. 2 Bestyrelsen fastsætter principperne for dagtilbuddets arbejde og for anvendelsen af dagtilbuddets budgetrammer. Lederen inddrager bestyrelsen i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgning på det overordnede pædagogiske arbejde.
 
Stk. 3 Indgåelse og ophævelse af aftaler, der rækker ud over institutionens daglige ledelse og drift, kræver bestyrelsens tilslutning. Indgåelse og ophævelse af overenskomst mellem den selvejende institution og Københavns Kommune samt indgåelse og ophævelse af aftaler, som berør institutionens kapital, kræver tilslutning af bestyrelsen ved kvalificeret flertal (2/3).
 
Stk. 4 Bestyrelsesarbejdet er i henhold til forvaltningsloven og straffeloven underlagt en almindelig tavshedspligt, der fortsætter efter bestyrelsesmedlemmet er udtrådt af bestyrelsen.
 
Stk. 5 Det påhviler bestyrelsen at sørge for at nyvalgte bestyrelsesmedlemmer umiddelbart ved deres indtræden i bestyrelsen er gjort bekendt med nærværende vedtægt samt øvrige vigtige styringsdokumenter.
 
§ 8 Ansættelsesforhold
Institutionens leder ansættes og afskediges af bestyrelsen ved kvalificeret flertal (2/3). Ansættelsen sker under forbehold for godkendelse fra Københavns Kommune.
 
§ 9 Tegningsret og hæftelse
Institutionen hæfter med sin formue efter dansk rets almindelige regler for alle institutionens gældsforpligtelser.
 
Stk. 2 Til at forpligte institutionen retsligt over for tredjemand kræves underskrift af mindst to bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden eller i dennes fravær næstformanden.
Stk. 3 Bestyrelsens medlemmer er ansvarlige for institutionens dispositioner i overensstemmelse med dansk rets almindelige ansvarsregler.
 
§ 10 Vedtægtsændringer
Ændringer af vedtægten kræver tilslutning fra 2/3 af bestyrelsens medlemmer. Dog kræves der enstemmighed ved ændring af grundlaget, jf. § 2.
Herudover kræver ændringen af vedtægterne godkendelse af Københavns Kommune.
 
§ 11 Institutionens nedlæggelse
I tilfælde af institutionens nedlæggelse skal formuen med tilslutning af et kvalificeret flertal (2/3) af bestyrelsens medlemmer og med godkendelse fra Københavns Kommune anvendes til et socialt og sundhedsmæssigt formål i Københavns Kommune.
 
Vedtægter vedtaget på bestyrelsesmødet den 26/6 2014 og erstatter vedtægt af 01.08.2004.

Ændring af §§ 2 stk. 3-5 og 5 stk. 2 er vedtaget af bestyrelsen den 25. januar 2016.