Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Velkommen i vuggestuen

Spindegårdens vuggestue byder jer og jeres barn velkommen til mange gode dage og timer i fællesskab med børn og voksne i institutionen.

I det følgende kan I læse, hvordan vi modtager jer og jeres barn, og der vil ligeledes være nogle praktiske oplysninger, som I måske kan bruge.

Hvis I har uddybende spørgsmål, er I altid velkomne til at spørge på stuerne.

Telefonnumre i Spindegården:

Thomas (leder):

40 30 97 02

Mariehøner:

40 30 86 96

Brumbasser:

51 34 19 29

Græshopper:

24 59 11 37

Sommerfugle:

40 30 82 65

Engle:

40 30 37 61

Alfer:

40 30 63 29

Stjerner:

40 30 68 69

Køkken:

29 64 05 63

Vuggestuens opbygning:

Spindegården har åbent hver dag fra kl. 6.45-17.

I vuggestuen er der ca. 42 børn fordelt på 3 grupper. Børnene går enten på Englestuen, Alfestuen eller Stjernestuen.

Der er 3 voksne på hver stue, og desuden faste ”flyvere” i huset, som indgår på stuerne.

Vi samarbejder i dagligdagen på tværs af stuer og alder ved fx rytmik, kunst, ture, m.m. og bruger også vores fællesareal på gangen til en masse aktiviteter.

Nyt barn i vuggestuen:

Når jeres barn starter i vuggestuen, taler vi med jer om jeres barns vaner og rutiner, og vi får et lille indblik i, om der er særlige hensyn vi skal tage til jeres barn. Eksempelvis fødsel, søskende, madvaner, suttevaner, er barnet før blevet passet, m.m. I kan give os nogle oplysninger som gør det nemmere for os at forstå barnets signaler og reagere på dem.

Ligeledes vil vi fortælle jer om Spindegården og om stuens vaner og rutiner, så I ved hvilke voksne der skal passe jeres barn. Ved denne samtale aftaler vi i fællesskab, hvordan opstarten i vuggestuen skal foregå.

Når jeres barn starter i vuggestuen, bestræber vi os på, at der er de trygge voksne fra stuen, der har den største kontakt med jer og jeres barn. Det kan være trygt, at både I og barnet, i starten kun skal forholde sig til få voksne. Vores erfaring er, at barnet hurtigt knytter sig til de få voksne og derfra hurtigt tør bevæge sig videre til andre børn og voksne.

Vi anbefaler at man den første dag er på et lille besøg. Her kan I og barnet lige få lov til at få føling med hvem vi er og hvordan stuen er. Næste dag kan I være her lidt længere, og herfra er det meget individuelt, hvordan forløbet bliver. Det er derfor vigtigt, at I laver aftaler med personalet. 

Det er meget individuelt hvor lang tid en indkøring tager, meget afhænger af barnet, men jeres tidshorisont er selvfølgelig også en gældende faktor.

Generelt anbefaler vi at:

  • De første dage bliver så korte som muligt
  • Du sætter nogle dage af til at gøre barnet tryg ved os
  • Du fortæller os mest muligt om barnet
  •  

Hvis jeres barn er meget ked af det, ringer vi til jer så I har mulighed for at hente det. Det er vigtigt for os, at vi på en ordentlig og ærlig måde, fortælle jer hvordan jeres barn har haft det. Det håber vi er med til, at gøre jer trygge ved at aflevere jeres barn hos os.

Endelig skal I huske at tage skiftetøj, regntøj, sutsko og evt. sut med til barnet, og husk navn i alt.

I skal også selv have sengetøj med til jeres barn når det sover til middag, og husk regelmæssigt at få det med hjem, så det kan blive vasket. Alternativt kan I låne sengetøj af os, og det skal også med frem og tilbage og vaskes regelmæssigt.

Og til sidst vil vi meget gerne appellere til, at børnene ikke har ”Up&Go” bleer (buksebleer) på, da det letter vores arbejde hvis det er de ”almindelige” bleer.

Aflevering og afhentning:

Det er vigtigt, at aflevering og afhentning foregår på en god og rar måde. Det er forskelligt, hvor meget tid den enkelte har til afleveringen, så det er rart, hvis I selv gør opmærksom på, når I ønsker at gå. Så kan/vil en voksen sige farvel sammen med jeres barn. Selvom jeres barn bliver ked af det, er det vigtigt han/hun ser I går. Det er en hel naturlig reaktion at blive ked af det når I går, og vi skal nok trøste barnet. J

Husk at meddele en voksen når I går, og også når I har afhentet barnet om eftermiddagen.

I er altid velkomne, til at ringe og høre om jeres barn har det godt. Vi er godt klar over at det ikke er let at gå fra et barn der græder, og derfor kan det være en hjælp at ringe og forsikre sig om at barnet har det godt.

Husk at vaske hænder med børnene – både når I kommer og når I går hjem, så vi på den måde sammen kan forhindre bakteriespredning og smitte.

Vuggestuens dagligdag:

Vi serverer morgenmad ml. 7 og 7.30 på Stjernestuen. Morgenmaden består af knækbrød, bondebrød, frugt og mælk. 

Efter morgenmaden begynder der at komme mange børn og vi deler os ud på stuerne mellem kl. 7.30-8. Kl. 9 spiser vi frugt og drikker lidt vand og taler om hvad dagen indhold er. Det kan være at male, rytmik, legepladsen, udflugter, bygge med klodser, læse, lege med vand, osv. Hver dag rummer ikke altid en bestemt aktivitet, men vi støtter børnene i deres udvikling og interesser. Vi har fokus på processerne frem for selve aktiviteten, da det er her læringen finder sted, og der er læring i alle aktiviteter alle deltager i hver dag.

Når klokken nærmere sig 10.30 spiser vi frokost. Børnene får varm mad 2-3 gange om ugen og kold mad de andre dage. Læs mere i vores kostpolitik der ligger på vores hjemmeside.

Børnene er selv med til at dække bord, smøre mad, rydde op i så stor udstrækning de kan og har lyst til. Der går ikke lang tid inden de synes det er sjovt at finde deres egen tallerken, prøve at skænke mælk, prøve at smøre mad o.lign.

Det er helt almindeligt, at børnene i starten ikke spiser så meget, de skal lige være trygge før de har lyst til at spise vores mad.

Herefter er der mange der er trætte og de får i ro og mag en tør ble og bliver derefter puttet i krybberum eller på madras. Børnene sover når de har behov, og vi vækker ikke børnene.

Når et barn starter i vuggestuen, bliver det ofte mere træt og I vil opleve at det måske sover mere end det plejer. Nogle børn reagerer dog modsat og vil i begyndelsen ikke sove så længe bl.a. pga. de mange indtryk.

Når klokken er omkring 14, spiser vi eftermiddagsmad der bl.a. kan bestå af frugt og brød. De børn der stadig sover, får naturligvis mad senere.

Eftermiddagen går med leg, legeplads, hygge, læsning og en snak med mor og far, når I henter jeres barn.

Overgang fra vuggestue til børnehave:
Der skal være tid til en god overgang fra vuggestue til børnehave. Sammen med en voksen og en ven fra vuggestuen, kan barnet "smage" på tilværelsen som børnehavebarn ved at deltage i børnehavens aktiviteter om formiddagen, spise frokost med dem og tage med i skovbørnehaven. Vuggestuebørn, der ikke skal sove efter frokost, kommer på legepladsen sammen med børnehavebørnene. På den måde kommer barnet til at kende børnehavens børn, voksne og rutiner, og barnet vil føle sig mere tryg ved skiftet. Vuggestuepersonalet fortæller om barnets personlighed, vaner osv. til de voksne i børnehaven.

Skiftet fra vuggestue til børnehave er måske i virkeligheden sværest for forældrene, som skal opbygge et samarbejde med en ny personalegruppe og som vil opleve en meget anderledes daglig struktur. For eksempel giver personalet i vuggestuen meget information om, hvordan dagen er gået. I børnehaven er det mere barnet, der skal berette om dagen.

Når barnet begynder i børnehaven, skal børn fra Spindegårdens egen vuggestue selvfølgelig have en indkøringsperiode - ligesom hvis man kom fra en vuggestue udefra. Forældrene skal være med den eller de første dage, og barnet skal begynde med korte dage. Det giver også forældre og personale mulighed for at lære hinanden at kende.

Vi håber I kan bruge oplysningerne og at I og jeres barn får en god start i Spindegården.

Vi glæder os til samarbejdet, og håber I bliver glade for at gå i Spindegårdens vuggestue.

Velkommen i vuggestuen. J

Dokumenter

Velkommen til Spindegårdens vuggestue

Shape Created with Sketch.